2025 Efterårsudstilling

Efterårsudstilling i Strømpehuset

14. september  - 5. januar 2026


Udstillernes beskrivelser:


Aksel Schmieg

Min interesse for foto startede tidligt. Jeg fik et kamera med på skoleudflugt som ca. 12 årig, desværre findes disse billeder ikke mere.
Siden jeg som 16 årig flyttede hjemmefra, har jeg altid haft kamera med.
I start 1970`erne begyndte jeg at fremkalde og lave sort/hvid foto. Det medførte, at jeg producerede billeder til avisen Sermitsiak, de år jeg var på Grønland.
I dag bruger jeg også billeder til Foldere, som jeg laver til 3 foreninger. Jeg har lidt billeder liggende på, ”Schmieg Foto” på facebook. Jeg har et voldsomt stort arkiv af billeder. Der er selvfølgelig mange nitter, men indimellem også ret gode efter min mening.
Normalt er der ikke mennesker og dyr på mine billeder, men alle regler har undtagelser, så der er smuttet personer og 4 benede dyr med en sjælden gang.
Mine billeder består mest af ting i naturen som jeg synes er interessante.
Det kan være, havet, bølger, ild, springvand, svampe, træer, sol op og nedgange, lysende natskyer, men også menneskeskabte ting, der ser interessante ud.
Mine billeder var interessante for mig, den dag jeg tog billedet, og det er nok for mig. Hvis jeg så møder mennesker, der synes det samme, har vi jo en fælles oplevelse.
Mine billeder er ikke manipuleret, grundlæggende skal de holde som taget, dog justerer jeg lys og kontrast og selvfølgelig beskæring.

Anne-Mette Kidmose
Jeg har arbejdet med unika keramik i 35 år, og jeg arbejder med keramiske unika skulpturer samt håndbyggede skåle. Mit kunstneriske udtryk befinder sig mellem det abstrakte og eventyrlige og magiske væsener.Jeg arbejder i højbrændt sort/hvidt stentøjsler, og jeg finder og blander selv de glasurer, jeg synes præsenterer skulpturerne bedst. 
Alle mine skulpturer har hver deres unikke personlighed.
Jeg bor og arbejder i den gamle bydel i Faaborg - hvor jeg har mit værksted og galleri.
Den smukke natur i og omkring Faaborg er min store inspirationskilde - havet og skovene.
På min hjemmeside/FB samt instagram - kan jeg findes under KidmoseKeramik.


Randi Rosa
At skabe har altid været en del af mig — fra stof over papir til lærred. De senere år har jeg fået mulighed for at udforske maleriet mere seriøst, blandt andet gennem undervisning af kunstner Judy Woods fra New Zealand.
I det kunstneriske arbejde finder jeg en meditativ ro og frihed, der giver plads til fordybelse, fornemmelse og forvandling – både på lærredet og i mig selv. Mine abstrakte værker er forankret i en bohemisk ånd, hvor det naturlige, uperfekte og umiddelbare får plads. De vokser frem i en fri og intuitiv proces iblandet bevidste beslutninger — en leg mellem kaos og kontrol — hvor farver og former, følelser og fortællinger smelter sammen med tanker og teknikker. Den grove tekstur bliver skabt med de mange lag maling, sandpasta, collage, stof eller indlejrede 3D-elementer. Forgyldte detaljer understøtter ofte værkernes glød og dybde.Titlerne har en overført betydning og spiller ofte på idiomer eller symboler — de peger i en retning, men efterlader plads til, at beskueren kan finde sin egen fortælling i farverne, formerne og de skjulte lag.
Værkerne er skabt for at mærkes, både med øjnene, hænderne og hjertet — som en stille påmindelse om fordybelse, eftertanke og et øjebliks ro.